BioMar er klar til at lancere det første foder med et probiotika godkendt til brug i fiskeopdræt.

Et langsigtet forsknings- og udviklingsprojekt, der er igangsat via OFIMER
programmet, og som er et samarbejde mellem BioMar, de franske forsknings-institutter IFREMER og INRA, og industrivirksomheden Lallemand, har resulteret i den første EU-godkendelse af anvendelsen af probiotica til laksefisk. Dette har gjort BioMar i stand til at udvikle et innovativt foderkoncept, som vil blive anvendt til introduktion af det første ørred- og laksefoder med probiotika.

Torben Svejgard, CEO i BioMar Koncernen, er utroligt tilfreds med dette gennembrud: - Anvendelsen af probiotika i foder til laksefisk har vist sig at have en betydelig effekt på fiskesundheden og dermed også på økonomien i fiskeopdræt. Samtidig har anvendelsen af probiotika også væsentlige miljømæssige fordele. Ved at reducere risikoen for sygdomme, reduceres nødvendigheden af medicinering – og dermed reduceres risikoen for medicinrester i miljøet. Derfor skal introduktionen af probiotika i fiskefoder også betragtes som et vigtigt skridt i vores fortsatte bestræbelser på at forbedre bæredygtigheden i akvakultur.

Probiotika defineres som “levende mikroorganismer som, når de bliver anvendt i den rette mængde, tilfører værten en helbredsmæssig fordel”. Anvendelsen af probiotika er almindeligt i foder til husdyr og bliver stadig mere udbredt i fødevarer, hvorimod de er nye indenfor fiskeopdræt.

Torben Svejgard understeger dog, at anvendelsen af probiotika ikke kan stå alene: - Der er en række andre faktorer, som også skal kontrolleres, siger han og forklarer: - For det første er det yderst vigtigt at have den helt rigtige fodersammensætning for at sikre en optimal sund vækst, men faktorer så som hygiejne og generel sygdomsforbyggelse på opdrætsanlægget er også fortsat lige så vigtige for at kunne opnå de ønskede resultater.

BioMar har sammen med de andre partnere i projektet med stor succes gennemført en række forsøg både i vores forsøgsanlæg og i dambrug, hvor anvendelsen af probiotika viste et reduceret antal deformiteter. Forsøgene viste også en positiv effekt på f.eks. reducering af risikoen for gastro enteritis – en tarmsygdom med høj dødelighed, som flere europæiske lande i de senere år har oplevet store udbrud af.

For at kunne opnå de bedste resultater skal probiotika anvendes fra den første fodring, og dette er også argumentet bag de første nye foderprodukter med probiotika.

- Probiotika vil både blive inkluderet i nye helsekoncepter og i et nyt yngelfoderkoncept, som vil blive lanceret i begyndelsen af den nye sæson. Vi forventer også, at probiotika vil blive et væsentligt element i mange andre nye fodertyper i de kommende år, slutter Torben Svejgard.

EU-godkendelsen er baseret på en detaljeret dokumentation af fordelene ved anvendelsen af probiotika – især i forbindelse med reduktion af risikoen for deformiteter (Vertebral Compression Syndrome) i laksefisk. Vertebral Compression Syndrome er et betydeligt problem, som fører til reduceret fiskevelfærd, højere dødelighed, og ikke mindst betydeligt spild ved forarbejdningen af fisk og dermed også økonomiske tab.