Den første certificering under IFFO's nye Global Standard for Responsible Supply af fiskemel og fiskeolie er blevet tildelt peruvianske Tecnológica de Alimentos S.A. (TASA). IFFO er den internationale organisation for fiskemels- og fiskeolieproducenter og BioMar har deltaget i IFFO's arbejde med at udvikle den nye certificering.
TASA er verdens største fiskemels- og fiskeolieproducent og er nu også den første, som modtager den nye IFFO certificering. Certificeringen er blevet tildelt TASA's Callao Norte fabrik.
IFFO har arbejdet på udviklingen af den nye certificering siden tidligt i 2008 med hjælp af en teknisk rådgivningsgruppe (TAC) med deltagere fra hele værdikæden indenfor akvakultur, herunder opdrættere, foderproducenter og detailhandlen. Derudover har der også været deltagelse fra flere NGOer. Det nye business-to-business certificeringsprogram auditeres af et uafhængige bureau, og programmet vil gøre det muligt for IFFO medlemmer at dokumentere overfor deres kunder, at de kun bruger marine råvarer med fuld sporbarhed, og som stammer fra ansvarligt forvaltede fiskebestande. Hele fisk, som benyttes i fiskemels- og fiskeolieproduktionen skal således stamme fra fiskeri, som opfylder reglerne i FN's fødevareorganisation FAO's Code of Conduct for ansvarligt fiskeri.
Niels Alsted, Direktør i BioMar Group, har repræsenteret BioMar og de øvrige store fiskefoderproducenter i den tekniske rådgivningsgruppe og har dermed været involveret i udviklingen af den nye certificering.
Niels Alsted siger om BioMar's planer med hensyn til den nye certificering: - Det er vores intention at dække vores behov for fiskemel og fiskeolie fra IFFO certificerede leverandører, så snart dette bliver praktisk muligt. Men det eksakte tidspunkt for, hvornår dette kan ske, er endnu svært at forudsige. Det er også vigtigt at have for øje, at BioMar allerede på nuværende tidspunkt kun benytter leverandører, som vi selv har kontrolleret, og hvor vi har konstateret, at de arbejder på en ansvarlig måde.
IFFO rapporterer, at de siden oktober 2009, hvor de lancerede det ny certificeringsprogram, har modtaget ansøgninger fra 15 virksomheder i fire af de vigtigste fiskemels- og fiskeolieproducerende lande. IFFO regner med at op imod en trediedel af den globale produktion af fiskemel og fiskeolie kan være certificeret ved udgangen af 2010.
For mere information om certificeringen besøg www.iffo.net.