Turbo på den grønne omstilling af havbrug

BioMar vil sammen med Dansk Akvakultur, AquaPri, DTU Aqua, DTU-Mek, og Hvalpsund Net have sat skub i den grønne omstilling af den danske havbrugsproduktion. Det er konklusionen, efter at den danske erhvervsstøtteordning GUDP* har afsat 4,1 mill. Kr. til det nye projekt Hav-Tek, der skal styrke miljøtekniske løsninger til en forbedret havbrugsproduktion.

Forbedret miljøeffektivitet af foder

Projektets formål er bl.a. at udvikle et højteknologisk foder med en højere miljøeffektivitet (mindre udledning af næringssalte pr kg fisk produceret) og ændret synkehastighed af fækalier, så det bliver muligt at opsamle dem i buret. Derudover er der særligt fokus på reduktion af fosfor i foderet, som vil blive testet på et havbrug for at dokumentere forbedrede miljø- og produktionsforhold.

Effektivere opsamlingsnet til fækalier

Endeligt skal der i projektet modelleres et særligt opsamlingsnet til fiskefækalier. Det har nemlig hidtil ikke været muligt at udvikle eller afprøve opsamling af fækalier under de stærke danske strømforhold. Koncept-nettet er med andre ord en forudsætning for succes og modelleres derfor grundigt inden etablering og driftstest i fuld skala.

Kan styrke eksporten

Effekten af projektet forventes at blive forbedret miljøeffektivitet i danske havbrug, der i forvejen er blandt verdens mest klimavenlige og ressourceeffektive. Hos BioMar og andre danske leverandører til opdrætserhvervet følges projektet med stor interesse, da gode resultater forventes at kunne styrke eksporten af nyt foder og nye net med opsamlings-funktion.

Henning Priess, Direktør for AquaPri A/S, som er hovedansøger for Hav-Tek projektet, siger: ”Udnyttelse af havet til at producere animalsk protein af høj kvalitet er livsnødvendig for at imødekomme de 17 Verdensmål, og GUDP-Projektet ”Hav-Tek” giver os mulighed for at bringe dette videre på et bæredygtigt grundlag. Kan man både reducere fosfor-indholdet og opsamle fækalier ved burene, bliver denne produktionsform endnu mere bæredygtig.”

Projekt vækker begejstring

Og der er store forventninger i akvakulturerhvervet. Hos AquaPri mener Direktør Henning Priess, at projektet kan være med til at give Danmark et afgørende forspring i konkurrencen om nye løsninger til udvikling af bæredygtig akvakultur:

”Opsamling af fækalier ved buret kan potentielt være en gamechanger for både små havbrug som de danske og for mange andre ude i verden. Får vi først sat turbo på denne udvikling, vil Danmark cementere sin position som frontløber inden for bæredygtigt opdræt og foder,” siger Henning Priess.

Også i Dansk Akvakultur er der begejstring for projektet:

”Der er ingen tvivl om, at akvakultur er en del af løsningen i forhold til produktion af sunde klima- og miljøvenlige fødevarer, og netop derfor er det vigtigt, at vi i Danmark fortsætter kampen for nye miljø-, klima og bæredygtighedstiltag. Det er også vores klare forventning, at dette GUDP-projekt vil afdække nye miljøtekniske løsninger til en miljøforbedret havbrugsproduktion,” siger Projektleder Lisbeth Jess Plesner, der er chefkonsulent i Dansk Akvakultur.

For BioMar er deltagelsen i projektet Hav-Tek et vigtigt led i den nytænkende videreudvikling af specialdesignede foderløsninger til fremtidens fisk. Ole Christensen, Vice President for

BioMar’s EMEA Division, deler de øvrige projektdeltageres entusiasme:

”I BioMar er vi stolte af, at vi i kraft af det gode partnerskab og vort globalt etablerede know-how indenfor forsknings- og udvikling i foder til akvakulturen kan være med til at gennemføre projekter af denne art.  Det er af afgørende betydning for at akvakulturen som helhed, at den til stadighed kan udvikle og forny sig på en ansvarlig og bæredygtig vis.”

*Projektet ”Hav-Tek” har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet.

 

Foto: AquaPri