Morgendagen er en ny udfordring

Vores procesoperatører udgør hjertet i BioMar’s arbejde. Det er dem, der sikrer kvalitet og kontrollerer, at produktionsprocessen bliver justeret for at sikre det optimale match mellem stadigt skiftende råvarer, recepter og produktionsbetingelser. Julie Bringedal kan lide dette job.

"Set udefra kan produktionsprocessen hos BioMar godt forekomme meget ligetil og automatiseret. Men som jeg ser det, udgør morgendagen altid en ny udfordring. Der er ikke to dage, der er ens, og medarbejderne i produktionen forventes at tage ansvar og løse en lang række tekniske problemer", siger Julie Bringedal.

Da Julie startede i produktionen hos BioMar i Karmøy i Norge for første gang i 2007, oplevede hun, at dette ikke ville være et sted, hvor hun blot kunne læne sig tilbage og nyde en nem tilværelse.

"Jeg startede som lærling som led i min uddannelse til kemi- og procestekniker. Det tog mig virkelig et godt stykke tid, inden jeg blot forstod hovedprocesserne. På nogle tidspunkter tvivlede jeg faktisk på, om det ville være muligt at lære hele procesflowet inden for min to års uddannelsesperiode", forklarer Julie.

"Jeg har været her siden 2007, og jeg bliver fortsat udfordret. Efter min uddannelsesperiode blev jeg ansat som procesoperatør og har haft en midlertidig stilling som teamleder. Og efter at have taget barselsorlov kom jeg tilbage til mit gamle team på deltid."

"Hvis jeg rent faktisk skulle give et råd til en ansøger, som overvejer at arbejde i produktionen hos BioMar, ville jeg sige: Dette job kræver, at du tager ansvar, er indstillet på fortsat at lære, og at du involverer dig i at finde løsninger på dagligdags problemer såvel som mere tilbundsgående produktionsudfordringer. Hvis du er klar til dette, så er BioMar stedet, hvor du finder jobsikkerhed, stærkt samarbejde og kolleger, som er mere end blot arbejdskammerater", konkluderer Julie Bringedal.

Julie Bringedal, procesoperatør hos BioMar i Karmøy, Norge.