BioMar sætter fokus på den blå rejse mod større bæredygtighed

21 april 2022

Når der skal træffes beslutninger om bæredygtigheden af det foder, man anvender i fiskeopdræt, er det helt afgørende, at man har den nødvendige viden om, på hvilke punkter foderet har en kritisk påvirkning på miljøet. Det er derfor, at databladene for visse BioMar-fodertyper i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA) nu kommer til at være forsynet med nye indikatorer for bæredygtighed. Denne viden vil hjælpe opdrætterne i deres bestræbelser på at reducere miljøpåvirkningen.

I BioMars globale bæredygtighedsrapport for 2020 annoncerede vi vores ambitioner om mere bæredygtigt foder til fiskeopdræt i 2030. De nye mål inkorporerer en dybere forståelse af bæredygtighedsmetoder, f.eks. mængden af cirkulære og genoprettende råvarer. Det er et sæt nye indikatorer, som er udviklet med henblik på mere bæredygtighed og på at forsyningskæderne for fremstilling af foder ikke længere er koblet sammen med de forsyningskæder, der sikrer fødevarer til mennesker.

Vores tre ambitioner er en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed og viser, at BioMar tager ansvar og lederskab i forhold til en bæredygtig udvikling af branchen. Ambitionerne er omsat til innovative foderløsninger med lav miljøpåvirkning, som kan hjælpe opdrætterne på deres ”blå rejse” mod større bæredygtighed.

Undgå at flytte problemer

De kommende bæredygtighedsindikatorer på de tekniske produktdatablade har fokus på klimaaftryk, mængden af cirkulære og genoprettende foderingredienser og foderets FFDR (Forage Fish Dependency Ratio).

- Der er et betydeligt fokus på klimatiltag og reduktion af drivhusgasser, hvilket er berettiget og noget, vi tager meget alvorligt i BioMar. Bæredygtighed handler imidlertid ikke kun om at reducere vores klimaaftryk. Andre former for påvirkning skal også tages i betragtning, hvis vi vil udvikle akvakulturen som helhed, forklarer Vidar Gundersen, Global Sustainability Director i BioMar.

- Vi tror på en planet i balance. For at undgå at flytte problemer er det helt afgørende at vurdere potentielle løsninger med den bedste videnskabeligt baserede viden om bæredygtighed. Hvis vi bruger en bredere vifte af parametre, kan vi få en mere afbalanceret og helhedsorienteret tilgang til vores indsats, fortsætter Vidar Gundersen.

- Når vi stræber efter at minimere negativ påvirkning og reducere risici, tilskynder vi samtidig til forbedringer i vores forsyningskæde. Vi vil gerne give incitamenter til regenerativ og genoprettende praksis, og en måde at gøre det på er ved at sætte minimumsmål for indholdet af cirkulære og genoprettende ingredienser, tilføjer Vidar Gundersen.

Videnskabeligt baserede metoder

Ved at anvende bæredygtig styring af værdikæden, livscyklusvurderinger (LCA) og materialeflowanalyser kan BioMar beregne påvirkningen både på virksomhedsniveau og på de enkelte produkttyper. Når der foreligger beregninger på foderniveau giver dette vores opdrættere mulighed for at vælge foder ud fra foderydelse og pris, og nu også ud fra bæredygtighedsindikatorer.

Målingen af vores fodertyper på miljøpåvirkningsparametre er baseret på videnskabeligt funderede metoder og analyser udført af vores BioSustainTM LCA-værktøj. - Det er meget komplekst. Det er vigtigt for os at arbejde med præcise data og robuste videnskabelige metoder, og det er derfor, vores ekstremt dygtige bæredygtighedsforskere, som er eksperter på deres felt, har indarbejdet disse metoder i vores værktøjskasse, siger Vidar Gundersen.

Den blå rejse

- For at kunne tage de rigtige skridt på vores ”blå rejse” er det helt afgørende at have adgang til præcis og bredt funderet information. Vi mener, at vi giver vores opdrættere en bedre viden, når vi tager oplysninger om bæredygtighed med på vores tekniske datablade, og at det vil hjælpe dem, når de skal tage beslutninger, forklarer Vidar Gundersen.

- BioMar har været førende inden for bæredygtighedsbevægelsen i vores branche. Det var en game-changer, da vi for nogle årtier siden begyndte at deklarere fosfor- og kvælstofudledninger fra BioMar’s foder på vores datablade. Nu, hvor disse bæredygtighedsindikatorer kan ses på vores tekniske datablade, får opdrætterne noget konkret at forholde sig til i deres bestræbelser på at reducere negative miljøpåvirkninger. Vi inviterer vores opdrættere til at tage med på vores ”blå rejse”, slutter Gundersen.

De nye oplysninger med bæredygtighedsindikatorer kommer med på de tekniske datablade til produktgrupper som Blue IMPACT, Salvea og et udvalg af EFICO-produkter, der leveres af BioMar fabrikkerne i EMEA-regionen.