BioMar præsenterer ny ledelsesstruktur
6. juni 2016
Efter lanceringen af sin nye strategi "Shaping the Future" præsenterer BioMar Gruppen nu et nyt lederteam.
Den nye ledergruppe kommer til at omfatte Carlos Diaz, CEO, Mogens Stentebjerg, CFO, og tre Vice President'er: Jan Sverre Røsstad, Ole Christensen og Henrik Aarestrup.
"Jeg har stor tillid til, at vi med det nye team kan styrke vor position som en leverandør af foder til akvakulturen, der er lydhør på lokalt plan, fleksibel og specialiseret. Ledergruppens medlemmer er højt kvalificerede og har en stærk ledelsesbaggrund, de har en velfunderet indsigt i avakulturen og deres profiler supplerer hinanden", siger Carlos Diaz.
I en overgangsperiode vil Carlos Diaz personligt varetage ledelsen af Salmon Division, mens Jan Sverre Røsstad, som i dag er Vice President for BioMar's markedsregion North Sea, lige fra starten af vil blive mere involveret i BioMar's aktiviteter i Chile, så der kan skabes en stærkere sammenbinding mellem markederne i Chile og omkring Nordsøen, som er BioMar's to største markedsområder.
Ole Christensen bliver leder af BioMar's nye EMEA Division, som afløser BioMar's hidtidige markedsregion Continental Europe, som han også har stået i spidsen for. Tidligere har Ole Christensen været leder for BioMar's Forsknings- og Udviklingsafdeling i markedsområdet Continental Europe. Han har endvidere en meget bred erfaring som dækker alle aspekter indenfor foderbranchen, lige fra indkøb over produktudvikling til salgsledelse.
Henrik Aarestrup skifter fra en stilling som Global Marketing Director for BioMar til Vice President for Emerging Markets Divisionen. Foruden sit virke som leder for marketing har Henrik Aarestrup været dybt involveret i udvikling af forretningsplaner og -strategier for adskillige BioMar selskaber rundt om i verden. Kombinationen af Henrik Aarestrups store indsigt i hele BioMar's organisation og hans mangeårige erfaring i international ledelse er en god forudsætning for at kunne binde nye vækstmarkeder sammen med resten af organisationen og at skabe den drivkraft, der kan sikre succes på disse markeder.
Mogens Stentebjerg, CFO for BioMar Gruppen gennem mange år, fortsætter som medlem af ledergruppen.